Kære krop
Vi har kendt hinanden i 61 år nu, men jeg synes vi kommer længere væk fra hinanden rent mentalt.
For mange år siden var du nærmest for tynd, jeg var stolt af dig når folk kommenterede den slanke linie, og jeg tænkte det var da mærkeligt at andre kunne æde sig fede, det skulle jeg i hvert fald aldrig gøre, - var der det mindste i vejen, så tabte du et par kilo.

Jeg skammer mig over dig, og gemmer dig under tunikaer og lignende, men jeg ved det, du er der jo stadig – lige tyk.
Jeg har straffet dig, ved at tage stramme bukser på, så kan du mærke hvad det er jeg mener, men du er ligeglad, så vælter du bare ud over bukselinningen og siger nana nanana jeg er her stadigvæk.
Ok vi kommer jo rundt omkring, men efter lange gåture og flere dansetimer, så tillader du også at brokke dig over knæ og hofteled er overbelastet, så prøver jeg at spise endnu mindre end næsten ingenting, så ryger der 400 gram, og straks jeg tænker på en 45% ost, så gemmer du det lige midt på maven, hvor lang tid tror du jeg kan bilde folk ind at det er min bæltetaske jeg gemmer under blusen, for at lommetyve ikke skal stjæle mine penge?
Måske kan vi arbejde lidt på at navle og rygrad får mere kontakt, de er efterhånden også kommet langt væk fra hinanden.
Men nu må vi prøve om vi kan få en aftale om nedskæring på – ja lad os kalde det ”sælge lidt fra”
Når jeg kan mærke din udvidelse (uden min tilladelse) så er det nok, når jeg står med armene ned langs siden, så mærker jeg sidefløjene ved albuerne, det går virkelig ikke.
Jeg lover du får mere opmærksomhed, og mere vand, hvis du så lader være med at smøre alt maden rundt om mave og sideben, når vi går en tur på 8 km, så kan du jo godt sætte forbrængssystemet i gang, i stedet for at sætte maden på lager.
Vi kan også godt slappe lidt af, i stedet for at køre på overtid hele tiden.
Kærlig hilsen Lis