Særligt Sensitivt barn – er det mig?

Jeg har været til foredrag om Særligt sensitive børn, på grund af at jeg gerne vil lære lidt om mig selv, og det gjorde jeg så. Hvilket fik mig til at skrive dette.
Jeg er snart 65, da jeg var barn, skulle man bare opføre sig ordentligt, børn skulle kun ses, ikke høres, og nu havde jeg ingen grund til at føle mig så forurettet.

Arbejdsmarkedet var næsten uudholdeligt,
Hjemmeplejen: når man er over 30 år, og bliver overvåget som en på 15, og hører ”hende der plejer at komme, hun er så dygtig” og så løber der sovs ned ad komfuret.
Fabrikker: for mange kvinder på ét sted – voksenmobning.
Gentagne bemærkninger som ”er du ikke bare lidt nærtagende” har fulgt mig hele livet.
Jeg har altid vidst om folk syntes om mig eller ej, og hvis jeg følte at nogen ikke synes om mig, så lavede jeg min egen usynlige mur, så blev jeg tragtet som sur, så var det igen mig der var noget galt med.
Da jeg var 15 år, vidste jeg altid når min tante og onkel kom på besøg, engang sagde min mor, ”nu kan du godt stoppe, for de var her for 4 dage siden” men de kom denne aften også.
Jeg kan ikke tåle lugten af røg, men da det startede, var det sådan at rygere skulle være der.
Jeg er den første der lugter når der er noget.
Min mor sagde altid, ”Dit undertøj skal helst stryges på kroppen” uld kradsen, tøjmærker og ribkanter på strømper skal klippes af, elastik klør, jeg kan kun bruge toiletpapir af nyfiber.
Jeg har altid fået at vide at jeg var ømskindet, men en akupunktør sagde til mig, at jeg er hudfølsom, der bliver et rødt mærke, bare nålen rører ved huden.
Hvis jeg går ind i en større forsamling, så kan jeg mærke hvis der er en der ikke har det godt, jeg kikker rundt og kan straks se hvem det er, jeg kan også mærke hvis nogen har ondt et sted, jeg kan mærke på mail eller sms hvordan folks humør er, så ved jeg hvordan det ville lyde hvis de skulle sige det.
Nu vil folk så spørge ”er det ikke hårdt?” Nej, for jeg har lært at spørge mig selv ”Er det mig det her?” Nej det er det ikke, så går det væk fra mig.
Det værste er når folk tror de er morsomme, og jeg ved at de tror at jeg ikke fatter budskabet.
Eksempel: En dag var jeg inviteret til kaffe sammen med en anden, da jeg ankom sagde den anden gæst ”Nå kunne du ikke tåle at X og jeg skulle hygge uden at du skulle være her” så fandt jeg en undskyldning for at gå hjem, senere konfronterede jeg vedkommende med at hun havde såret mig, så undskyldte hun med at hun troede godt jeg kunne tåle sjov, men hun har nu aldrig strøet om sig med humoristiske bemærkninger.
Jeg tudede resten af dagen, og en veninde sagde så, ”Er du ikke bare lidt nærtagende”.
Autistiske træk: Jeg kan ikke foretage mig noget der ikke er planlagt, så bliver jeg stresset.
Hvis jeg får en opgave, så vil jeg gerne gøre den færdig inden jeg skal lave andet, ellers bliver jeg stresset.
Unødvendig lyd og larm stresser mig, fodbold i tv får mig til at finde andre lokaler og lukke 2-3 døre efter mig.
Sådan er det at være mig.