Regression

Jeg har været hos Kim Notholm i Støvring, for at blive ført tilbage til et tidligere liv.
Jeg skulle forestille mig, at jeg gik ind i en elevator, og se hvor mange knapper der var, der var 8 knapper, jeg valgte nr. 8.
Jeg havde stillet store forventninger til, men det gav mig ikke den forklaring på hvorfor jeg er vild med musik fra Andesbjergene, og fascineret af de store sorte nederdele og hatte, og indianere og lignende, men så skulle jeg måske have valgt en anden knap?.

Jeg kom vist ikke til Peru som forventet, måske Mexico, Jeg landede på et torv, hvor der var store tunge brunlige bygninger, og der var sand på torvet, og et stort træ midt på torvet.
(jeg fandt et billede fra Mexico der lignede, der var ingen træ, men et flag, - træet er måske fældet, ha ha.)

Der gik mennesker på torvet, men de var ligesom langt væk fra mig, og de så mig ikke.
Jeg gik over til bygningerne foran mig, og hen ad en gade til højre, et stykke hen ad gaden var der et hvidt hus, der følte jeg trang til at gå ind, der var mosaikglas i døren, i blå, røde og en meget klar farve, indenfor var der bare et meget mørkt gulv, måske palisander, midt på var der et trin op, hele vejen tværs over rummet, så den inderste del var lidt hævet.

Det var ryddet for en udstilling af kunst, i en døråbning til et lille rum, stod der en person, som jeg talte med, jeg skulle hjælpe med at arrangere den næste udstilling, men jeg skulle ikke selv udstille der.

Så gik jeg tilbage over torvet, nu var der en karrusel der, og fest og musik, de mennesker jeg mødte gik stadigvæk bare forbi, så jeg gik bare tværs over torvet og ud ad en anden gade, og ud af byen.
Nu var det som om jeg kom ud i noget prærielignende landskab, jeg gik og gik, hen ad en vej der var mellem en bakke/bjergrække, der lå et lille hvidt hus på venstre side af vejen, der boede jeg.
Jeg gik ind, ham jeg boede sammen med var vist halv indianer, gik på jagt, og jeg syede for folk, mest tæpper - patchworklignende. jeg mente ikke at jeg udstillede. bagefter sagde Kim Notholm at det troede han jeg gjorde, men det var typisk for mig, at det jeg lavede, det ikke var noget at snakke om. Jeg var ikke indianer, men jeg gik i en nederdel der lignede skind.
Ham jeg boede sammen med var glad for at jeg kom hjem, han snakkede meget, og fortalte hvad hen havde oplevet, og vi var lykkelige sammen. Jeg følte mig ensom, men det betød ikke så meget, når vi havde det godt.

Manden hed Javi, så tænkte jeg hvad er det for noget at hedde, så slog jeg det op, så er det faktisk et spansk navn. Jeg døde som 45 årig, af pest, jeg lå på noget der lignede en briks, der var ikke rigtigt sengetøj, det var i det inderste hjørne af huset, og væggen var sort nede i hjørnet ved hovedet omkring briksen.
Min Mor kom og tog afsked, men hende havde jeg ellers ikke kontakt med, hun havde et sten ansigt = ingen følelser at vise, jeg tror det var min Mor fra dette liv.

Kim Notholm sagde, at min mave rumlede meget, ind i mellem, det var når jeg gav slip på noget, og det tror jeg også, der er nogen ting, jeg vil sige "Det var dette liv, det her er noget nyt, men jeg skulle have gjort det for mange år siden.

Jeg var helt groggy bagefter, både træt og svimmel.

Prøv det, man får altså noget sat på plads.

Regression på ondt i armene

Jeg har døjet meget med mine arme, og føler at det er noget der har fulgt mig gennem flere inkarnationer, så derfor valgte jeg en regression, for at finde ud af hvorfor.

Jeg blev guidet ned i en meget afslappende tilstand, med et klæde over øjnene, for at lukke så meget som muligt ude.
Jeg fandt en elevator, døren var brun, inde i elevatoren var der 8 knapper i to rækker, jeg skulle finde der ville fortælle om ondt i armene, det var nr. 2 fra neden i venstre side, elevatoren stoppede, hvor jeg kom ud i et åbent land, hvor jorden var meget gul, der var træer i horisonten.

Der stod en kraftig person, det var min mor, sammen gik vi hjem til et lille hus i skoven, jeg havde en storebror, hjemmet var meget lyst, min bror gik på arbejde, jeg var en dreng på 12 år i overalls, jeg skulle flække pinde til os selv, jeg fik meget ondt især i venstre arm, det strammede om håndleddet, men min mor sagde at jeg skulle flække pinde, for der var ikke andre til det.

Som 14 årig flygter jeg hjemmefra, og kommer til et sted hvor jeg skal pakke papir til at skrive på, det hjælper på smerter i armen, men det er ikke helt godt.

Som 18 årig bliver jeg gift, men kort tid efter bliver jeg syg, jeg ligger i sengen, og bliver tyndere og tyndere, og dør medens jeg er alene hjemme, i dødsøjeblikket er der meget lyst omkring mig, som om jeg er tæt på solen.

Jeg finder elevatoren igen, nu er døren gulbrun, der er stadig 8 knapper i 2 kolonner, jeg trykker på øverste til venstre, og kommer tilbage til dette liv, jeg er på en åben plads, og kan se Nibe bredning, men der er ingen mennesker, jeg må gå indtil jeg ser nogen, jeg går og går indtil jeg er i Sebbersund, der møder jeg en tynd mand i 40’erne, han hedder Ole, han fortæller hvilken vej jeg skal til Bjerget, jeg skal bare op og nyde udsigten.

Jeg har stadig ondt i armene, noget jeg har med fra et tidligere liv.
Jeg har et arbejde hvor jeg lægger stof til rette, til at klippe, der arbejder jeg meget med venstre hånd.

Når jeg kommer hjem, i et mørkt hjem, hvor der er et trin op til stuen, der sidder John og læser bøger, jeg må arbejde ekstra fordi han ikke kan arbejde.
Det der kunne hjælpe mig til ikke at have ondt i armene, var at jeg læste til leder, jeg sidder i en undervisningsstilling, for unge mennesker, jJeg har ondt i armen af at løfte min taske, der er fyldt med bøger, jeg skifter hånd, nu er smerten kun i håndleddet.

Nu finder jeg igen elevatoren, nu er døren grøn, der er 6 knapper, jeg trykker på den nederste til højre, udendørs er der nogen der danser, det er mest mænd, måske indianere i festklædning, de laver opvisning foran et hvidt hus, som borgmesteren holder til i, jeg ser på at de danser, jeg er en kvinde på ca. 20 år, Jeg har skindtøj på.

Jeg står på dansernes højre side, men vil gerne over på venstre side, det kan jeg ikke, for der er en sort edderkop, med noget guldagtigt på ryggen, der spærrer for mig, den er fast besluttet på, at jeg ikke skal forbi, men jeg går bagom danserne så.
Jeg snakker med danserne da de er færdige, og siger de er dygtige.
Nu går jeg hjem, jeg bor i et hus hos mine forældre, jeg bliver stikket af bier på venstre hånd, den svulmer op, jeg får eftervirkninger i hånden og lidt på armen.

Jeg kører baglæns i karrusel, og ryger af, lander mod en mur, og slår skulderen bagpå, så må jeg tilbage til før jeg steg på karrusellen, kører forlæns og holde ved, så holder skuldersmerterne op.
Jeg vasker for andre, og får ondt i armen af at hænge store lagner op, men så finder jeg en mand, men en datter på ca. 6 år, så skal jeg passe hende, så kan jeg bare gå hjemme, vi går ture i naturen.

Senere arbejder jeg på et posthus, jeg sidder ved skranken, der er af træ, og er så højt at folk ikke kan se hvad der ligger nede på mit bord, det er ok med skulderen.

Jeg lærte af regressionen at jeg må aflaste min arm, - finde på andre arbejdsstillinger, det hjælper ikke som nu "Jeg gør lige det her færdig, så slapper jeg af bagefter.

Jeg har været til foredrag med Per Borris Simonsen der fortalte om åndelige vejledere og skytsengle, det var meget interessant.

Åndelige vejledere er afdøde slægtninge eller venner, og de kan skiftes ud, og man kan have flere på en gang, men man har kun én skytsengel, og den kan ikke skiftes ud, man kan få den til at forsvinde, hvis man bruger sort magi, så vil den ikke være der, min egen skytsengel er 1,97 m, jeg har selv en ide om at det er min indianer, mine åndelige vejledere er mine forældre, en kusinelignende person og min bedstefar.

Det er meget logisk at det er min Bedstefar, for da jeg var lille, var han meget bekymret for om der skulle ske mig noget, min onkel måtte ikke drille mig, han skulle lade mig være, og bedstefar ville ikke have mig med ud at gå, for han var bange for at der skulle ske mig noget, og det er lidt mærkeligt at tænke på, om han har været forudseende, for jeg var kun 4 år, da han blev påkørt af en hestevogn, med løbske heste.

Hvis der er noget man ønsker sig, så skal man bede om det, man må ikke sige ”jeg håber ikke at jeg bliver syg”, for så bliver man syg, da åndelige vejledere ikke forstår ordet ikke, det er lige som børn der kun hører det konkrete.

Så hvis man vil have en parkeringsplads et sted, så skal man bestille den inden man kører hjemmefra, så får de åndelige vejledere en anden til at flytte sig, så der er en plads.

Jeg har selv prøvet teorien af, Jeg skulle til en by, der ligger 12 km. herfra, lige da jeg var på vej ud af døren (5 Minutter senere end planlagt) så ringede telefonen, så jeg kom af sted 10 senere end planlagt, så bad jeg om at vejen var fri hele vejen, og det var den, ikke en eneste bil eller traktor skulle ligge og smøle foran. Så jeg kan kun sige ”Prøv det” men misbrug det ikke, for så skal de måske hvile, når der virkelig er brug for dem.

Per fortalte også, at hvis man stod på en høj stige, og pudsede vinduer på 2. sal, og var på vej til at falde ned, så var de åndelige vejledere der, og så i ens papirer og man havde gjort noget godt, og hvis ikke, så kunne man måske ”låne” hos en ven, imod tilbagebetaling af gode gerninger, og så fik de åndelige vejledere en lastbil fra dyne Larsen fuld af madrasser, til at bakke hen, så man kunne lande der, og overleve.