Regression

Jeg har været hos Kim Notholm i Støvring, for at blive ført tilbage til et tidligere liv.
Jeg skulle forestille mig, at jeg gik ind i en elevator, og se hvor mange knapper der var, der var 8 knapper, jeg valgte nr. 8.
Jeg havde stillet store forventninger til, men det gav mig ikke den forklaring på hvorfor jeg er vild med musik fra Andesbjergene, og fascineret af de store sorte nederdele og hatte, og indianere og lignende, men så skulle jeg måske have valgt en anden knap?.

Jeg kom vist ikke til Peru som forventet, måske Mexico, Jeg landede på et torv, hvor der var store tunge brunlige bygninger, og der var sand på torvet, og et stort træ midt på torvet.
(jeg fandt et billede fra Mexico der lignede, der var ingen træ, men et flag, - træet er måske fældet, ha ha.)

Der gik mennesker på torvet, men de var ligesom langt væk fra mig, og de så mig ikke.
Jeg gik over til bygningerne foran mig, og hen ad en gade til højre, et stykke hen ad gaden var der et hvidt hus, der følte jeg trang til at gå ind, der var mosaikglas i døren, i blå, røde og en meget klar farve, indenfor var der bare et meget mørkt gulv, måske palisander, midt på var der et trin op, hele vejen tværs over rummet, så den inderste del var lidt hævet.

Det var ryddet for en udstilling af kunst, i en døråbning til et lille rum, stod der en person, som jeg talte med, jeg skulle hjælpe med at arrangere den næste udstilling, men jeg skulle ikke selv udstille der.

Så gik jeg tilbage over torvet, nu var der en karrusel der, og fest og musik, de mennesker jeg mødte gik stadigvæk bare forbi, så jeg gik bare tværs over torvet og ud ad en anden gade, og ud af byen.
Nu var det som om jeg kom ud i noget prærielignende landskab, jeg gik og gik, hen ad en vej der var mellem en bakke/bjergrække, der lå et lille hvidt hus på venstre side af vejen, der boede jeg.
Jeg gik ind, ham jeg boede sammen med var vist halv indianer, gik på jagt, og jeg syede for folk, mest tæpper - patchworklignende. jeg mente ikke at jeg udstillede. bagefter sagde Kim Notholm at det troede han jeg gjorde, men det var typisk for mig, at det jeg lavede, det ikke var noget at snakke om. Jeg var ikke indianer, men jeg gik i en nederdel der lignede skind.
Ham jeg boede sammen med var glad for at jeg kom hjem, han snakkede meget, og fortalte hvad hen havde oplevet, og vi var lykkelige sammen. Jeg følte mig ensom, men det betød ikke så meget, når vi havde det godt.

Manden hed Javi, så tænkte jeg hvad er det for noget at hedde, så slog jeg det op, så er det faktisk et spansk navn. Jeg døde som 45 årig, af pest, jeg lå på noget der lignede en briks, der var ikke rigtigt sengetøj, det var i det inderste hjørne af huset, og væggen var sort nede i hjørnet ved hovedet omkring briksen.
Min Mor kom og tog afsked, men hende havde jeg ellers ikke kontakt med, hun havde et sten ansigt = ingen følelser at vise, jeg tror det var min Mor fra dette liv.

Kim Notholm sagde, at min mave rumlede meget, ind i mellem, det var når jeg gav slip på noget, og det tror jeg også, der er nogen ting, jeg vil sige "Det var dette liv, det her er noget nyt, men jeg skulle have gjort det for mange år siden.

Jeg var helt groggy bagefter, både træt og svimmel.

Prøv det, man får altså noget sat på plads.